INDHOLD

Indledning

I begyndelsen

En ulykke?

Karriere

Hjælp til selvhjælp

Svære tider

Healing

Sundhed, tro og autoriteter

Muligheder for dybere indsigt

Overvejelser om tiltrækning

Når tankerne styrer

Kærlighed

Om selvhøjtidelighed

Brud i familien

Et dødsfald

En ny begyndelse

Tilgivelse

Følelser

Hinsides terapi

De senere år

Afrunding

INDLEDNING

Jeg fristes til at sige: »Efter utallige opfordringer skriver jeg denne bog«. Opfordringerne er kommet gennem seere, kanaler og clairvoyante i flere omgange og blev første gang nævnt i en pendulering for ca. 20 år siden. Jeg har nok hørt det, men afvist budskabet, eller i det mindste ikke taget det til mig. Den seneste opfordring, som virkede, kom for godt 3 år siden. Jeg havde mulighed for at stille spørgsmål til en meget dygtig kanal og få belyst mange sammenhænge.

Jeg bruger udtrykket kanalisering flere gange i det følgende, og her kommer en kort definition, jeg er stødt på:

 

At kanalisere betyder at modtage budskaber fra guider – engle – ærkeengle – De Opstegne Mestre – på et højere bevidsthedsplan, end når du trækker information fra dit højere Jeg. Det kan være i form af ord (Klarhøring) – billeder (Klarsyn) – energi (Klarføling), alt efter hvilke »evner« den enkelte kanal anvender.

Jeg spurgte, hvorfor jeg havde så mange spændinger i nakken. En del af det meget overraskende svar var, at de ville forsvinde, når jeg fik skrevet min bog! Skrevet min bog?? Jeg havde ingen planer om at skrive en bog – men det fik jeg.

Selv om jeg er psykolog, vil jeg ikke skrive en egentlig psykologibog. Jeg vil videregive forståelsesmåder, som jeg selv og mange af dem, jeg har mødt, har haft stor glæde af. Det er forståelsesmåder, som jeg har taget til mig og udviklet gennem årene, og som ofte er udsprunget af dyrekøbte erfaringer.

Jeg har gentagne gange oplevet, at det først var, da den forståelse, jeg havde, ikke kunne rumme mit liv, at jeg kom i gang med at ændre min forståelse. Enkelt sagt havde jeg som ungt menneske et perspektiv i retning af at hygge mig og have det rart. Få det bedste ud af livet, så længe det varede.

Men i perioder blev mit liv meget pinefuldt og dermed hverken hyggeligt eller rart. Jeg kom således til at stå med et liv, som var meningsløst og smertefuldt. Det var et liv, jeg havde svært ved at holde ud, og selv om jeg ikke har følt mig selvmordstruet, ville det nok for mange have været en nærliggende mulighed.

Jeg vil inddrage episoder fra mit liv, samt mit arbejde med andre mennesker, for at give fornemmelse af, hvem jeg er, og for at belyse sammenhænge og mønstre i udviklingen af min forståelse. Som jeg kommer ind på flere gange, har jeg tit været stærkt skeptisk og afvisende, når jeg stødte på nye fænomener, især når det drejede sig om mere mystiske eller spirituelle af slagsen. Alligevel er jeg gået videre med at ændre min forståelse. Ofte har jeg følt mig drevet af nødvendighed, andre gange af fundamental nysgerrighed.

Udviklingen har afspejlet sig i, når nogen undervejs har spurgt, om jeg troede på dette eller hint. Først kunne jeg som regel sige, at det gjorde jeg ikke. Men efterhånden som jeg beskæftigede mig mere og mere med disse emner, såsom healing, reinkarnation, pendulering, aura, kanalisering, du bliver, hvad du spiser, og meningen med livet, fik jeg flere og flere brugbare måder at forstå verden på. Nu siger jeg, hvis folk spørger, om det er noget, jeg tror på, nej det er noget, jeg ved. Jeg har typisk nærmet mig disse emner på en noget respektløs måde, lavet grin med dem og i starten holdt dem på afstand. Her giver jeg eksempler på, hvorledes min vej er gået fra dyb skepsis til større klarhed.

Engang sagde en psykiater, for at forenkle den vanskelige skelnen mellem det mere neurotiske og psykotiske: Neurotikerne bygger luftkasteller, men psykotikerne bor i dem. Mange mennesker, for hvem spirituelle aspekter ikke hører med til dagligdagen, vil nok mene, jeg i stor udstrækning hører til den sidste kategori, da en del af mine synspunkter er »langt ude«. Måske, men for mig hører de med til min dagligdag, og jeg finder dem særdeles brugbare.

For mange er det at ændre grundlæggende opfattelser noget, de holder op med forholdsvis tidligt i deres liv, og nye opfattelser vil blive afvist eller føles som et angreb. Jeg taler ikke om opfattelser, som nye facts uden videre kan ændre. Det, jeg taler om, er perspektiver som:

Den slags fundamentale ændringer af perspektiv, som det vil være for de fleste, har jeg selv været igennem mange af. Det føles ofte, som om tingene bliver vendt helt på hovedet, og tæppet bliver trukket væk under en. »Hvis ikke jeg var et uskyldigt offer i den eller den situation, hvad kan jeg så overhovedet regne med her i livet?« Det vil i første omgang skabe en masse angst og usikkerhed, fordi »Du ved, hvad du har, men ikke, hvad du får«. Du kan sammenligne med meget omfattende ombygninger på et hus. Bygningen fungerer ikke tilfredsstillende, men du har den trods alt, og når du først går i gang med at rive ned, havner du i omfattende byggerod. Det vil i det virkelige liv give en lang periode med rod og dårlig funktion, hvor det kan føles som ringere end det, der var. Med tålmodighed og udholdenhed kan det lykkes at skabe noget, som fungerer bedre, og som du bliver glad for.

For omkring 30 år siden var jeg godt træt af mennesker, som kom til mig og gerne ville have hjælp til at få et bedre liv, men som mange gange ikke ville »købe noget« eller reelt lave noget om, og slet ikke noget, som stred mod de grundantagelser, de altid havde haft og ikke stillede spørgsmålstegn ved. Noget frustreret og sarkastisk formulerede jeg følgende om at undgå skuffelser:

 

Kærlig hilsen

 

Et offer

Som så meget andet var det næppe tilfældigt, at jeg formulerede dette papir. På en måde er punkterne udtryk for, at jeg gjorde grin med mine egne og mange andre menneskers grundopfattelser. De afspejler det modsatte af de grundlæggende forståelser, jeg var i gang med at nå frem til. Men en del år tidligere ville jeg også have nikket anerkendende og ment, det var en ret præcis måde at formulere nogle grundantagelser, som de fleste er enige om og ville kalde fornuftige.

De indebærer desværre, at man bestemt ikke undgår skuffelser, men risikerer, at hele livet bliver en skuffelse. Desuden er det »et offer«, der har skrevet dem, og det at forstå sig selv som et offer blokerer videre udvikling.

Måske vil nogle, som læser videre, finde trøst i følgende »flabede« gruk frit efter Piet Hein, hvor han karakteriserer psykologer:

 

Mennesker, som i deres ansigts sved,
ved flid og arbejdsomhed,
har lært sig det, vi andre ved
.

Jeg overvejede på et tidspunkt at kalde bogen gennem livet. En titel, der kunne afspejle, at det, bogen handler om, er noget af det, jeg foreløbig har lært og samlet op gennem livet, og som forhåbentlig også kan hjælpe andre med at komme gennem livet på en mere tilfredsstillende måde.

I al ydmyghed er jeg også søgende og har ikke fundet det endegyldige svar. Det er blevet sagt, at det kan være fint at opsøge og lade sig inspirere af andre, der søger efter sandheden. Men hvis nogen påstår, de har fundet den, så skynd dig væk.

 

Livet er ubegrænsede muligheder, og valget er dit.

I BEGYNDELSEN

Min start på dette fysiske liv foregik på Møn, som er en mindre ø syd for Sjælland blandt de mange øer, Danmark består af. Min far var landmand og passede bedriften, og min mor passede hjemmet, herunder os børn. Opvæksten var rimelig tryg og ofte kedelig. Dengang var der slet ikke det fokus på børn, som der er nu. Meget var indlysende, f.eks. det med, at børn skulle holde sig i baggrunden, sidde pænt ved bordet, lære at tænke sig om og være stille, når de voksne talte.

Da jeg var 7 år, startede jeg i en lille landsbyskole. Efter 4 år kom jeg til en større skole i Stege. Jeg husker det som temmelig overvældende at komme til denne »store« skole. Jeg havde ondt i maven og ville helst bare være kørt tilbage til det, jeg kendte.

De næste 5 år gik jeg på Stege skole. Jeg har aldrig kunnet lide at gå i skole, og i det, der svarer til 9. klasse, var jeg meget skoletræt og ville ud af skolen. Det, jeg kendte, var livet på en gård, og da jeg ikke vidste, hvad jeg ville, var det naturligt at sigte på at blive landmand. Dette perspektiv vakte dog heller ikke min store begejstring. Jeg var allergisk overfor meget af det støv, der var i staldene og på halmloftet, og fandt meget af det arbejde, jeg havde prøvet, hårdt og kedeligt.

En dag i starten af ferien stakkede vi hø. Det var varmt, jeg svedte, det kløede, og jeg sagde efter længere tids tavshed: »Jeg vil gerne i gymnasiet«. Jeg havde naturligvis tumlet med disse tanker et stykke tid, men det var den dag, der kom ord på. Selv om det betød mere skolegang, var der ingen andre muligheder, der fristede.

Der var ikke noget gymnasium i nærheden, men det lykkedes at komme ind på Haslev Gymnasium. Ved sommerferiens slutning flyttede jeg ind på kostskolen og startede i 1. g på matematiklinjen.

Det var ikke sjovt! Der var ikke meget af det faglige, jeg syntes var interessant. Jeg havde altid haft svært ved at samle mig om lektier, og nu var der mange lektier. Jeg havde også altid haft svært ved at forestille mig, at jeg kunne blive student. Selv om jeg havde valgt den matematiske linje, havde vi f.eks. 5 fransktimer om ugen. Det var slet ikke noget for mig. Jeg var dårlig til det, og opbakningen var svær at få øje på. Min lærer var på et tidspunkt så »venlig« at sige i klassen, at jeg talte fransk som en tysk hest.

Op til efterårsferien det første år, hvor jeg var 16 år, fik min far hjertestop og døde, 50 år gammel, efter flere års tiltagende hjerteproblemer, som man ikke dengang havde nogen behandling for. Det var, før nogen talte om krisehjælp, så min mor, min storesøster, min lillebror og jeg selv klarede os, som vi bedst kunne, uden nævneværdig støtte fra omgivelserne. Det var hårdt, hvilket jeg kommer mere ind på senere.

Jeg var som 16-årig nået langt i retning af slet ikke at have tillid til mine følelser. De kom ofte på den forkerte måde og på det forkerte tidspunkt. I det miljø, jeg voksede op i, var der anerkendelse for at være god til at skjule og fortrænge sine følelser. I skolen var de ikke ønskværdige, og i fritiden, når der var voksne i nærheden, heller ikke. De, der var noget, som man respekterede, var gode til at vise den polerede overflade, når der var andre mennesker i nærheden. Hvis man havde svært ved at styre sig, viste man det ikke for andre, men gik i enerum. Når der var fest i forsamlingshuset, var der selvfølgelig nogen, som med eller uden alkohol ikke kunne finde ud af det, men de talte ikke, eller man så ned på dem.

Jeg ville gerne være en rigtig mand, men de mange plagsomme timer i skolen, hvor jeg det meste af tiden ikke trivedes eller følte mig som en succes, var med til at gøre det svært. Hjemme var det tiltagende vigtigt at deltage i arbejdet på gården, også fordi min far havde kunnet stadig mindre, og det kostede at købe hjælpen. Jeg kan aldrig rigtig huske, at jeg har følt mig stærk fysisk, og når jeg sammenlignede med en karl, vi havde i 10 år på gården, som var bomstærk og aldrig viste, hvad der foregik indeni, følte jeg mig som en svækling. Det meste arbejde med dyrene foregik med håndkraft, og jeg kørte hurtigt træt og syntes ikke, det var sjovt. Jeg kan ikke huske eksempler på anerkendelse eller ros fra min far, men nogle eksempler på, at han nedgjorde mig, også foran andre. Det sved og var ødelæggende både for min selvtillid og mit selvværd.

Omkring det tidspunkt hvor han døde, var jeg begyndt at kunne få glimt af anerkendelse på, at jeg forstod mig mere og mere på emner, der også havde hans interesse. Som én udtrykte det: vi havde ikke haft meget følelsesmæssigt sammen, men til slut mødtes vore hoveder.

Jeg havde det på mange måder svært fagligt i gymnasiet, men det lykkedes at hive en hæderlig studentereksamen hjem. Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg ville være, og på det tidspunkt skulle værnepligt tages bogstaveligt. Der var ingen frinumre, og muligheden for at blive militærnægter eksisterede ikke i mit univers.

Jeg havde været på session og søgt til Næstved, hvor pansertropperne var stationeret. Jeg startede 2/7 1963, lige efter studentergilderne, og det var noget af et chok. Der blev råbt og skreget, truet og kommanderet, og de romantiske forestillinger om soldatertiden, som mange har, har jeg aldrig kunnet genkende.

Dengang var det forbudt at forlade kasernen uden den reglementerede uniform, og vore uniformer blev stærkt forsinkede, så det svarede til at være indsat i fængsel. Der var vagter med skarpladte geværer ved ind- og udgangen, som havde ordre til at skyde, hvis man ikke adlød, så der var ingen mulighed for at forlade kasernen de første ca. 6 uger. Så indespærringen kunne siges at være straffen for den forbrydelse at være en ung dansk mand uden væsentlige handicap. Desværre kom handicappet senere.

EN ULYKKE?

Medens jeg aftjente min værnepligt, 20 år gammel, var jeg med i et militært »rugbrød«, hvor jeg havde lagt mærke til, at chaufføren ikke var særlig kompetent, men ikke hæftet mig nærmere ved det. Der var tale om såkaldt kommanderet tjeneste, så det kunne ikke nytte at protestere. Jeg havde fået en plads i højre side ved vinduet. Pludselig blev chaufføren opmærksom på, at vi skulle til venstre for at komme til kasernen. Han drejede derfor skarpt til venstre og fik åbenbart ikke set en modkørende bil, som ikke kunne undgå os.

Jeg var så uheldig at sidde først for og være dén, der kom til skade. Lårbenet var brækket over, og en del timer senere lå jeg i en seng på Hillerød Sygehus, på en 8-sengs-stue, med højre ben i stræk.

Det var en effektiv »slankekur«. Jeg havde ikke meget appetit, brugte næsten ikke mine muskler og tabte omkring 20 kg de næste måneder. Det var langt hjemmefra, og jeg havde så godt som ikke besøg i de måneder, jeg lå der.

En forflyttelse til hospitalet tæt på mit hjem og 5 måneder senere blev jeg sendt hjem i en kort periode. Resultatet var katastrofalt. Benet var groet meget skævt sammen og var ca. 5 cm for kort og praktisk talt ubrugeligt. Det var nødvendigt at brække benet igen for at få et bedre resultat, og ingen kunne se andre løsninger. Ifølge overlægen var det det værste svineri, han nogensinde havde set.

Ny operation blev sat i værk, hvor benet blev rettet og trukket til ca. oprindelig længde, og skinne og skruer blev sat ind. Jeg var ret medtaget af operation og bedøvelse og vågnede op og skulle vænne mig til en meget stor gips, der gik fra venstre knæ op til ca. ribbenskanten og ned omkring højre fod. I den lå jeg fladt på ryggen i yderligere 3 måneder, til bruddet så ud til at være helet tilstrækkeligt.

Jeg havde set meget frem til at komme af med gipsen, men i første omgang føltes det mere som en katastrofe efter så lang tids sengeleje. Det blev dog hurtigt bedre, men desværre ville knæet ikke bøje. Ved bilulykken var der ikke sket noget med knæet, men konsekvensen af 8 måneder uden bevægelse er, at bevægeligheden forsvinder.

Overlægen foreslog så, at han operativt ville fjerne skinne og skruer samt løsne sammenvoksninger i knæet. Efter denne operation skulle jeg træne for at få knæet bøjet med hjælp fra en fysioterapeut, men efter få dage brækkede hun lårbenet igen!!!

Så efter knap 8 måneders hospitalsindlæggelse og -behandling var situationen væsentlig værre, end da jeg startede, og jeg var blevet så passiv og inaktiv, at jeg knap nok reagerede følelsesmæssigt.

Det hele startede forfra, ny stor operation og ny stor hoftegips. Forskellen var, at benet denne gang ikke ville gro sammen, selv om jeg igen lå 4 måneder på ryggen i en stor hoftegips.

Jeg vil ikke trætte med for mange detaljer, og den ene dag lignede jo på mange måder den anden. Jeg har valgt et par episoder, som jeg husker særlig tydeligt, og som skilte sig ud fra de daglige rutiner, og som gjorde hele situationen lidt mere udholdelig:

Den første juleaften på sygehuset blev jeg sammen med andre patienter kørt ud på gangen, og der blev gjort en stor indsats for at skabe en hyggelig julestemning med levende lys og julesange. Det var dejligt og varmede. Dét jeg husker som meget overvældende, var kontrasten, da jeg igen blev kørt tilbage til stuen. Her kom ensomhedsfølelsen for alvor, og alting virkede pludselig så koldt og sterilt.

»Underholdningen« bestod jo mest i at følge med i, hvem de andre patienter var, og hvad der skete med dem. Jeg lå længe på en 6 sengs -stue, som blev kaldt slyngelstuen. Der var tale om yngre mænd med vidt forskellige problemstillinger. Vi gjorde vores bedste for at hjælpe hinanden bl.a. med at holde humøret oppe, og det var en historie som nedenstående, der gjorde, at det overhovedet blev udholdeligt at ligge der dag efter dag, måned efter måned.

Jens, fik jeg indtryk af, var en temmelig genert ungkarl, endnu længere ude fra »bøgelandet« end vi andre og ikke alt for kvik. Han havde problemer med et dybt sår ved endetarmen og blev daglig hentet på stuen og sat i et desinficerende rodalonbad i 15 minutter. En dag kom han noget senere tilbage til stuen, og da vi spurgte hvorfor, fortalte han, at han havde siddet ca. en time ekstra i rodalonbadet, fordi han var blevet glemt.

Han havde selvfølgelig ikke protesteret, men tænkt, at det måtte være meningen, han skulle sidde så meget længere. Senere på dagen begyndte han at klage over tiltagende svien i huden i hele det område, der havde været under vand. Især den tynde hud på nosserne var meget rød, som han rødmende indviede os i. Vi foreslog ham at trække i snoren og få en sygeplejerske til at se på det, men Jens var på den. Det var meget svært for ham at skulle vise disse dele frem, og hvad skulle han sige? Jeg fortalte ham, at det i »fagsprog« hed testikler. Det havde Jens aldrig hørt om, og jeg gentog nogle gange. Der gik noget tid, inden Jens stærkt svedende og hårdt presset af sine stærke smerter fik trukket i snoren. Da sygeplejersken dukkede op, fik Jens fremstammet, at han havde problemer med sine tekstiler. Jeg må nok tilstå, at vi andre »lå flade af grin«, og sygeplejersken så meget desorienteret ud, indtil vi hjalp med at få byttet lidt om på bogstaverne.

Som nævnt lå jeg 4 måneder på ryggen og fik så en lidt mindre hoftegips, som jeg kunne gå med – med krykker – uden at måtte støtte på højre ben.

Det var et stort fremskridt, nu kunne jeg bevæge mig rundt og være hjemme. Jeg var dog stærkt begrænset i mine udfoldelser, kedede mig og følte mig ensom. Heldigvis fik jeg en undulat, som jeg gjorde helt tam, så den omgående kom og satte sig på min skulder, når jeg kom ind i stuen. Vi havde også en hund, og jeg nød at være elsket og »have nogen at snakke med«.

Jeg var ofte optaget af tanker om, hvad der skulle blive af mig, og om benet nogensinde ville blive brugbart, men disse tanker og følelser kæmpede jeg mest med selv. Således gik der ca. 1 år mere. Desværre viste røntgenbillederne, at bruddet stadig ikke var groet ordentligt sammen. Jeg havde det bestemt ikke godt. Jeg følte mig meget usikker på fremtiden, var tit bange og syntes, det ene uheld havde efterfulgt det andet i en lang række.

Til sidst kunne jeg ikke se andre løsninger end at få fjernet gipsen og komme i gang »med livet«, koste hvad det ville.

Det var en utrolig barsk start på mit voksenliv at være i en meget ufleksibel »spændetrøje« det meste af tiden i mere end to år. Det var nogle gange til at skrige over – men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg græd heller ikke, men den grundlæggende stemning var trist. Jeg ville have haft flere og bedre muligheder i et fængsel, hvor der minimum ville have været mulighed for daglige gårdture.

Jeg havde før ulykken udviklet et mønster med en klar tilbøjelighed til at reagere og sjældent agere eller være den, der satte dagsordenen. Det lange mareridt med gips, indlæggelser og passivitet forstærkede dette mønster voldsomt, og jeg fik anerkendelse på at tage det hele som en rigtig mand, altså stort set ikke at reagere synligt følelsesmæssigt. Det forstærkede også det mønster, jeg bedst kan beskrive i retning af, at der var spændt et sikkerhedsnet ud. Jeg gik aldrig rigtig ned eller »brød helt sammen«. Til gengæld var jeg sjældent rigtig glad, og den gennemgående stemning lå lidt eller noget under neutral.

Da jeg endelig kom på benene uden gips, var der gået 2 år og 3 måneder. Benet var ikke groet ordentligt sammen, knæet var næsten stift, og musklerne var meget svage.

I løbet af de næste måneder groede benet heldigvis sammen, og efter yderligere 3 måneder kunne jeg smide den sidste stok.

Knæet var næsten stift, og belært af erfaringen havde jeg ingen lyst til at forsøge at få ændret på dette. Nu havde jeg spildt mere end 2 år af min ungdom, hvor jeg havde været meget begrænset i mine fysiske muligheder og ofte været smerteplaget og bange. Jeg havde ventet og ventet på at kunne komme videre med mit liv. Jeg traf en beslutning om aldrig mere at lade mig distrahere af bagateller og uvæsentlige aspekter i livet. Det er ikke altid lykkedes, men jeg har aldrig glemt den.

Det var ikke ukompliceret at leve med et stift ben. Det var f.eks. tydeligt synligt, når jeg gik, og det var svært at sidde på almindelige stole. Enten ragede benet ud i luften, hvilket ikke var holdbart ret længe, da det hurtigt blokerede blodomløbet, eller jeg skulle sidde på kanten af stolen, så benet kunne støtte på jorden, hvilket også var skidt.

I bussen kunne jeg ikke sidde, og i biografen skulle jeg sidde på forreste række. Jeg fik lavet cyklen, så den højre pedal kun bevægede sig lidt op og ned. I bilen sad jeg nærmest på bagsædet, når jeg var chauffør, og trapper var en konstant udfordring. Især var det langsommeligt at gå ned, så jeg udviklede en mellemting mellem at gå og glide ned, hvilket gav et par styrt undervejs, når jeg havde lidt for travlt. Jeg kunne ikke løbe og havde svært ved de fleste sportsformer.